Mit svendebrev er skrevet på dansk, tysk, engelsk og fransk. 

Med dét i hånden kunne jeg, dengang som nyudlært håndværkersvend, have valgt at gå på valsen som naver.

Naver er en forkortelse for skandinaver, som bruges om håndværkere fra Skandinavien, der drager på valsen rundt i Europa og laver forefaldende arbejde inden for sit fag.

Især i 1800-tallet og 1900-tallet rejste håndværkssvende ud for at dygtiggøre sig.

Danmark er det skandinaviske land, hvorfra der kom flest navere, der gik på valsen i især Tyskland.

 Svendebrevet

Jeg er udlært møbelpolstrer hos Kjærs Polsterværksted i Rise Hjarup i 2004.

Her arbejdede jeg med det traditionelle møbelpolstring med fjedre og det industrielle med skumgummi.

Derudover var der også opgaver med autosæder, cykelsadler, og design.

Møbelpolstreruddannelsen tager 4 år, og jeg modtog mit svendebrev på Skive Tekniske Skole.


I stedet for at gå på valsen åbnede jeg i 2008 mit eget værksted i Ryomgaard,

og jeg har siden arbejdet med møbelpolstring.